Udgivet af Marie-Louise Wadum, tor d. 22. dec 2016, kl. 14:46

Prædiken Juleaften

Julegaverne


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første
folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at
lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i
Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids
hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som
ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun
fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der
var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude
på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem,
og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men
englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som
skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er
Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt
og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk
hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-1


Julegaverne.

Et år lå der den smukkeste julegave under juletræet. Den var så smukt pakket ind, med det flotteste papir med små engle på, fint rødt velourbånd, små stykker gran, tørret appelsin sat
fast, og en lille bjælde, så den lavede en sagte lyd, hver gang man rykkede
rundt på pakkerne. De kiggede alle spændt på den, for at se hvem den fine
julegave mon var til. Men der stod ikke noget navn på, hverken afsender eller
modtager. Aftenen skred frem, der blev spist den lækre julemad, drukket den søde vin, spist masser af risalamand, danset og sunget højt om juletræet og nu kunne alle sætte sig for at åbne
aftenens julepakker.

Det gik som det sædvanligvis gør rundt om juletræet. Mormor sad langsomt og sirligt og åbnede sine pakker, kiggede på det smukke papir, lagde det forsigtigt sammen så det kunne gemmes,
rullede gavebåndet sammen, for man ved aldrig hvornår man står og mangler et
stykke gavebånd – den forkerte længde.
Morfar sad med et glas portvin oven på den tykke mave, og småblundende midt i al pakkevirvaret. Mor gik og ryddede al gavepapiret op som det blev flået af pakkerne. Søster sad og ventede spændt på, at folk skulle åbne de pakker hun havde givet, mere spændt på det, end på hvad hun selv fik.
Den lille pige flåede papiret af pakkerne i iver efter at se hvad der gemte sig derinde, smed hurtigt legesager, bøger og hjemmestrik til side og skyndte sig at åbne den næste. Lillebror sad
og legede med pakken med papiret på, og synes det bedste var selve kassen med det
knitrende papir og bånd, indholdet var mindre spændende.
Efterhånden var der ikke så mange pakker tilbage, kun den smukke pakke, med det fine papir, det røde velourbånd, der duftede af gran og appelsin og ringede med klokken.
Men hvem skulle nu åbne den, når
den lå der uden afsender eller modtager?
Først snakkede de om at det
skulle være mormor, hun elskede jo det flotte papir og bånd, men den lille pige
var også meget spændt på hvad der var indeni i pakken, så måske det skulle være
hende?
Lillebror sad helt stille og
fascineret af den lille bjælde. Mormor rakte lillebror pakken og han fik lov at
åbne den. Længe sad han med den og rystede med den så de kunne høre
bjældeklangen, det lød så fint, og de sad alle i stuen og blev helt rolige og
afslappet ved synet af den lille purk, duften af gran og appelsin og lyden af
bjældeklang.
Til sidst kunne den lille pige
ikke vente mere og hun fik hjulpet lillebror med at åbne pakken, hun var
usædvanlig rolig og forsigtig da hun tog papiret og båndet af, gav det
forsigtig til mormor, der lagde det sirligt væk.
Alle sad og ventede i spænding på
hvad der mon gemte sig inden i pakken, det måtte næsten være noget meget
kostbart og fint, siden det var pakket så flot ind, og hvem havde dog gjort
det, og lagt den under træet?
Inden i pakken lå den en gammel
slidt træhest, der manglede det ene ben, så den ikke selv kunne stå.
Lillebror var fascineret af
træhesten og ville næsten ikke lade den lille pige holde den. Men det gik dog
an, de begyndte begge at sidde og lege med den lille slidte træhest og glemte
alt om alle de andre ting de havde fået, barbiedukker, brandbiler, og
duploklodser blev ignoreret og hele aftenen legede de sammen med denne lille
slidte træhest med kun tre ben.
Morfar var stille vågnet op fra
sit blunderi, og kunne nu fortælle at hesten var fra ham. Det var en træhest
han selv havde fået, da han var en lille dreng på lillebrors størrelse, dengang
havde den også kun haft tre ben, og dengang var den også pakket ind i det
flotteste papir. Han havde fået den af sin morfar dengang og vidste ikke hvor
gammel den var, eller hvornår den havde mistet benet, kun at den var elsket.
I dag juleaften er det store
fokus julegaver. Alle tænker på dem. Hvad mon vi får, mon de andre bliver glade
for pakken? Er den god nok, fik nok? For meget eller for lidt, for dyrt eller
billigt, for få eller for mange?
Her i kirken får I også en
julegave. Der er ingen bjælder og bånd på, men den er pakket ind i det
velkendte julepapir … ordene ’og det skete i de dage’. Vi kender ordene
ung som gammel, og julen starter først rigtig når vi hører lige netop den
indledning.
Men omvendt den smukke pakke, med
den gamle slidte træhest indeni, så er julegaven i dag ikke pakket flot ind i smukt
papir og bånd, men indholdet er af den smukkeste slags. Og ligesom den slidte
træhest er den givet os igennem generationer med kærlighed.
Julegaven i dag er den at Gud
kommer til os. Som et lille barn, født i en stald, omgivet af køer, skidt og
møg, lagt i et af dyrenes fodertrug, med de så nænsomme hænder, som kun et
nybagt mor kan have.
Og i dag bliver denne julegave
ikke bare givet til et menneske, men den bliver givet til alle mennesker på
hele jorden. Og julegaven her har evigheden i sig. Den bliver ikke umoderne,
går i stykker, eller når en alder hvor den ikke kan opdateres. Julegaven i dag
vil vi altid beholde, og vi får den givet igen og igen, om vi sidder her på
kirkebænkene hver søndag, eller juleaften, så er det en gave til os.
Og Julens budskab at Gud kommer til os med kærlighed og nærvær er
en uopslidelig gave. En gave med evig gyldighed. Den største gave. Og derfor
hører vi ordene igen og tager imod den største julegave igen med både rolige
hænder, rivende hænder og kærlige hænder:
Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele
folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.
Amen.

Kategorier Nyheder